Fire vigtige grundregler.

Der er fire meget vigtige "grundregler" når man træner hund.
Den første er at vide hvad man vil bruge hunden til, allerede inden man henter hvalpen. Hermed har man muligheden for at præge den i ønsket retning. Hvalpen er meget nem at præge i ønsket retning de første par måneder. Hvis man vil bruge f.eks. vil bruge hunden som apportør, er det vigtigt at den roses for alle handlinger, som har noget at gøre med at hente og bringe ting. Dette gælder også selv om det er ens nye sko hvalpen kommer med. Husk prægning i en tidlig alder kan ske i både i positiv og negativ retning.

Den anden grundregel lærte jeg af Niels Egelund Faddersbøl. Den hedder, giv aldrig hunden en kommando som du på forhånd ved den ikke kan eller vil udføre med eller uden din hjælp. Dette betyder at man ikke beder hunden om at udføre en kommando, hvis man ikke er sikker på den vil udføre den. Man kan tale om ikke at overskride hundens dressurniveau. Altså det sted under træningen, hvor en given hund i træningsøjeblikket befinder sig. Det kan være den kan gå fint lineføring i haven; men man har ikke prøvet på steder med forstyrrelser. I en sådan situation kan man jo ikke forvente at hunden gør øvelsen rigtigt, hvis det pludselig skal foregå på byens gågade. Kræver man det har man overskredet hundens dressurniveau og man skal irettesætte urimeligt meget for at få hunden til overhovedet at udføre øvelsen. Og da irettesættelse ikke har nogen længerevarende indlærende effekt på hunden opnår vi kun at hunden bliver stresset og indlæringen bliver langsommere.

Den tredje regel er at sørge for at hunden ved præcis hvornår den er under kommando og hvornår den er fri til at gøre hvad den har lyst til. For at sikre det bruger vi Fri kommando som betyder at hunden nu må gøre hvad den vil. Hver gang vi ikke længere stiller krav til hunden om at udføre en bestemt øvelse "giver vi den FRI". Den klassiske fejl folk begår er f.eks. at lægge hunden dæk og så for øvrigt glemme alt om den. Det skaber kun en ulydig hund, der lystrer førerens kommandoer når det passer den. Har man givet hunden en dæk kommando, så skal hunden blive liggende til den får lov til at rejse sig. Dette opnår man kun hvis man er meget konsekvent og aldrig glemmer en hund som er under kommando.

Den fjerde og sidste regel er at Starte rigtigt og altid have et forud defineret mål med træningen.. Sart træningen af hvalpen rigtigt, så du undgår at indlære uønsket adfærd. Hvalpen kan lige så godt lære det rigtige fra starten.
Dernæst skal man altid have et defineret mål med sin træning. Jo bedre man er til at definere sit mål og delmål desto bedre bliver ens træning.

Kan man leve op til disse fire grundregler har man et særdeles godt startgrundlag.

Hvordan får vi så startet rigtigt ?

En spaniel er en jagthund med store evner for at samarbejde med føreren, finde vildt og sidst men ikke mindst at hente og bære. Så har man købt en spaniel, uanset race, er det disse egenskaber man skal arbejde med, hvis man gerne vil have en glad og harmonisk spaniel. Det har ingen betydning for hunden om man er jæger eller ej, indlæringen er nøjagtig den samme. Den eneste forskel er, hvis man vil bruge hunden til jagt, vil man typisk i hente bringe og spor situationer bruge vildt eller dele af vildt og man vil også arbejde med at forme hundens indbyggede krydssøg i sin jagt på frisk vildt. Er man ikke jæger skal man arbejde med de samme øvelser; men man vil typisk anvende dummyer eller bold i hente bringe situationer og man vil måske lære hunde at følge menneske spor i stedt for vildt spor og man vil ikke arbejde med hundes søg for at finde vildt.
For hundens vedkommende kan den få et ligeså indholdsrigt liv hos en ikke jæger som hos en jæger, blot man arbejder med de egenskaber som en spaniel nu en gang er skabt til.
Når den nye hvalp ankommer til hjemmet skal den have et par dage til at lære sine nye omgivelser at kende; men herefter starter træningen/indlæringen. Det hvalpen lærer de første fire måneder af sit liv, sidder typisk fast resten af livet. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at vælge opdrætter med omhu. Vedkommende har jo vores hvalp halvdelen af den bedste indlæringsperiode og det er derfor også overordentlig vigtigt at vi selv får startet rigtigt, således det hvalpen lærer de første to måneder hos os, bliver noget som passer til det vi forventer af hunden.

Hvordan gør vi så?

Under de forskellige afsnit står der jo beskrevet de forskellige ting en spaniel skal lære og uanset hvordan, så er det aldrig for sent at begynde på en hverdag, lagt an på, at det er en jagthund man er ejer af. Men er man så heldig, at man står for at skulle hente en hvalp er her en kort gennemgang af de vigtigste ting for at starte rigtigt.

Samarbejde og kontakt.
En spaniel er avlet til at ville samarbejde og med den rigtige kontakt og tillid til føreren er det en hund man kan færdes med løs overalt uden at skulle frygte for den går egne veje. En af de ting vi starter med at lære hvalpen at den skal holde øje med os og ikke omvendt. Sørg for så ofte som muligt at færdes med den løs og gør klart for den, at det er ødvendigt den holder øje med os og ikke omvendt. Vi kan på disse gåture gemme os for hvalpen og lade den selv løse opgaven med at finde os. Det styrker dens naturlige lyst til at holde øje med os.
Vi lærer fra starten hvalpen tre fløjtesignaler, et for indkald, et for kontakt og et for sit/stop.
Det første er to korte stød i fløjten og betyder kom her hend til mig (indkald) Dette signal skal hvalpen altid forbinde med noget positivt, altså rigelig ros og godbidder når hvalpem kommer. Vi kan starte med at fløjte indkaldssignalet når vi fodrer hvalpen. I starten bruger vi kun indkald signalet når vi er helt sikre på hvalpen kommer.
Det andet signal er et kontaktsignal, et enkelt stød i fløjten. Når vi går tur med hvalpen løs fløjter vi signalet hver gang vi ændrer retning. Hvis vi har hvalpen foran os drejer vi 90 grader til siden samtigig med vi giver et enkelt stød i fløjten. Reagerer hvalpen ikke gemmer vi os øjeblikkeligt. Når den så begynder at lede kan vi give et enkelt stød igen for at animere den til at følge. Såsnart hvalpen ser os går vi videre samtidig med vi roser den. Lad ikke hvalpen komme helt hen og få godbidder for det er jo ikke indkald vi øver.

Det sidste og nok vigtigste signal er sit/stop. Her bruger vi et langt faldende stød i fløjten. På dette signal skal hvalpen ubetinget sætte sig og afvente ny kommando. Vi kan jo nemt fra starten også lære hvalpe at sidde når den får mad. Kald på hvalpen med fløjten (to stød). Når hvalpen kommer løfter vi blot madskålen opad skråt forbi hvalpens næse, hvilket får den til at sætte sig. Så snart den sidder roser vi og giver den maden. Når hvalpen af sig selv sætter sig for at få maden kobler vi sit/stopsignalet på. Giv et langt fladende stød i fløjten samtidig med hvalpen sætter sig, ros den og giv den maden.

Når sit fungerer i mad situationen kan vi begynde at lave øvelsen i andre situationer indendørs. Vi viser hunden en lækker godbid, fører den skråt opad så hunden sættter sig, samtidig med vi fløjter. Når hvalpen sidder roser vi og giver den godbidden. Her i starten laver vi kun øvelserne inde, hvor der ikke er nogen forstyrrelse, senere når hvalpen bliver dygtigere kan vi lave de samme øvelser i haven og med gradvis større og større forstyrrelser.

Apportering.
Med hensyn til apportering er det meget vigtigt at vi aldrig skælder hvalpen ud for at bære. Tager hunden noget forbudt, så byt med noget af hvalpens legetøj. Find nogle emner at bruge til apporteringstræningen og sørg for at disse emner kun kommer frem når vi træner. Det kan være en hvalpe dummy, eller evt. en tennisbold. Start inden døre et sted hvor hvalpen ikke kan stikke af med emnet, gerne i en lang gang. Sæt dig på gulvet med hvalpen, vis den emnet og kast det samtidig med du roligt holder hvalpen tilbage. Hold den kun et øjeblik og send den så af sted. Sig evt. i staren jae ta den så ! Såsnart hvalpen har bolden lokker vi den tilbage. Vi interesserer os ikke for, hvordan den afleverer; men roser den alene for at komme med emnet. Vi må ikke lade hvalpen løbe efter emnet når vi kaster, for så lærer den at det er ok at knaldapportere og det skal vi så på et senere tidspunkt træne væk. Vi kan ligeså give hvalpen den rigtige vane fra starten, nemlig at vente til vi giver signal. Det letter også arbejdet med sit/stop signalet når hvalpen skal stoppe for en kastet dummy. Vi skal ikke øve længe med hvalpen før den af sig selv begynder at se op på en for at bede om lov til at hente.
Her er det også vigtigt at starte træningen inde, hvor der ingen forstyrrelser er og så først når hvalpen sikkert kommer tilbage hver gang, kan vi flytte udenfor i haven.

Sporarbejde.
Enhver spaniel vil elske at gå spor og jo før vi får præget hunden på den fært vi ønsker den skal arbejde med som voksen, desto bedre bliver hunden. Med spor er der flere muligheder. Er man jæger er sporarbejdet typisk slæb af kanin eller fugle vildt og evt. blodspor. Hvis man ikke er jæger kan sporet være slæb af dummy eller blot fodspor af menneske. Hvis man har en ambition om at hunden skal bruges til schweiss (eftersøgning af anskudt klovbærende vildt) er det meget vigtigt at komme i gang med hvalpen helt fra starten. Læs mere om de forskellige typer sporarbejde under afsnittene om apporteringstræningen og schweisstræningen. Kig også i literaturlisten på min side om engelsk springer spaniel.
Man skal dog være meget opmærksom på at sporarbejde som schweiss ikke passer ret godt sammen med det korte søg under bøssen. Hvis man vil bruge sin spaniel til jagt med kort søg under bøssen (rough shooting) bør man ikke træne sporarbejde med den, da en spaniel i sit søg IKKE må følge fod op. Jeg mener her man må vælge, enten træner man hunden til søgearbejde under bøssen eller til sporarbejdet.

At gå på jagt med hunden.
Uanset om man er jæger eller ikke, skal man forholde sig til, at en spaniel har stor jagtlyst og den er meget interesseret i at finde vildt. Spaniels er dog også fra naturens side udstyret med en indbygget respekt for vildt der flygter. Fasanen som flyver op eller haren som springer. For at understøtte denne indbyggede respekt for vildt i opfløj/spring må hvalpen ikke komme i kontakt med vildt før den er sikker i sit på fløjten. Når hvalpen således første gang rejser en fasan vil den helt automatisk stoppe op. Samtidig fløjter vi sit og roser hunden. Herefter kobler vi den og går et stykke væk før vi slipper den igen. Slip aldrig hvalpen eller unghunden samme sted som den lige har rejst vildt !
Hvalpen må aldrig få lov at opleve spændende ting på egen hånd, det skal altid ske sammen med føreren og især når det drejer sig om vildt kontakt. Det er også vigtigt at vi hele tiden holder hvalpen tæt til os, aldrig over 10 meter. Kommer hvalpen længere ud vende vi om og fløjter på hvalpen.
Først når hvalpen er helt sit lydig også på afstand kan vi begynde at træne søg; men se mere herom under afsnittet om marktræningen.

Ovennævnte er de fire områder hvor vi skal i gang med det samme og indenfor de første måneder skabe et godt grundlag for at hunden kan fungere på bedste spanielvis, uanset om den skal være jagthund eller ikke. Læs i øvrigt mere under de respektive afsnit.
Husk alt for mange hvalpe bliver ødelagt af førerens alt for høje ambitioner og det er altid nemmere at lære hvalpen den rigtige adfærd fra starten !

Indlæringsprincipper

Klassisk betingning; blev opfundet af en Russer ved navn Pavlov. Han fandt ud af at hans forsøgshunde reagerede med forøget spytreaktion langt før de fik mad. Normalt skulle man forvente at den forøgede spytkirtelreaktion kom i forbindelse med synet eller lugten af maden; men Pavlov fandt ud af at det var nok han kom ind i rummet. Pavlov forstod at man kunne betinge spytkirtelreaktionen, det vil sige koble den sammen med f.eks. en lyd. Så snart hundene så hørte lyden, begyndte vandet at løbe i munden på dem. Han viste at man ved at gentage tilstrækkelig mange gange kunne man få hundene til at reagere, ved at vandet løb i munden på dem, alene ved lyden og uden der var mad tilstede.

Det er det samme princip vi bruger ved lydighedstræning. Vi får hunden til at sætte sig ved at føre en godbid skråt opad forbi hundens næse. Det gør vi nogle gange og snart skal vi blot vise hunden godbidden før den sætter sig. Vi forbinder nu ordet sit med bevægelsen, det at sætte sig. I starten må man hjælpe hunden; men efter et vist antal gentagelser, vil hunden sætte sig på ordet sit alene. Godbidden kan undværes og erstattes af ros. Det er hundens evne til at forbinde - associere - en positiv oplevelse (det at få godbidden) med en handling (det at sætte sig).

En anden metode er den Operante indlæring. Den går ud på at forstærke en handling som hunden af sig selv foretager. Når hunden f.eks. er på vej i mod os, kalder vi dens navn og belønner med godbid og ros når den kommer. Det var amerikaneren B F Skinner som begyndte at kombinere den ”klassiske betingelse” med den operante indlæring.

For at få hunden til at udføre øvelserne forstærker man ønskede reaktioner. Man roser hunden når den gør det rigtige og giver den evt. belønning i form af en godbid. Hunden opnår positiv forstærkning. Det er dog fortsat meget udbredt under hundetræning at bruge straf, det kan f.eks. være under lineføring, hvor hunden udsættes for det hårde ryk i linen. Nyere undersøgelser viser at straf slet ikke har nogen længerevarende indlærende effekt på hunden, hvilket derimod positiv forstærkning har. Hunden husker ting den har lært ved hjælp af positiv forstærkning; men det kræver at den anvendte forstærker (godbidden) er effektiv, altså noget hunden kan lide. Det kræver også at forstærkningen altså godbidden kommer øjeblikkeligt når den ønskede handling udføres. Vil man f.eks. give hunden positiv forstærkning for at gå pænt fri ved fod, skal man belønne medens hunden går ved siden af en, og ikke når vi stopper op og hunden sidder.Man arbejder i dag med fire procedurer i den operante indlæring;

  • Positiv forstærkning - forøger hyppigheden af en adfærd når det bliver præsenteret.
  • Negativ forstærkning - forøger hyppigheden af en adfærd når det bliver fjernet.
  • Positiv straf - reducerer hyppigheden af en adfærd når det bliver præcenteret.
  • Negativ straf - reducerer hyppigheden af en adfærd når det bliver fjernet.

I den moderne indlæring anvender vi mest positiv forstærkning og dens modsætning negativ straf. Negativ straf betyder at man fratager hunden muligheden for at opnå positiv forstærkning. Det er f.eks. at fratage den kontakt ved at vende ryggen til, muligheden for at få godbidden - altså ting som forsvinder når hunden ændrer adfærd i den retning vi ønsker.

Vi anvender også den negative forstærkning som f.eks. kommando Naiiij (føj), men mest som hjælp til at få hunden til at vise en adfærd som vi kan belønne, give positiv forstærkning. Den positive straf, som ryk i linen, kan i visse situationer også virke; men man skal passe på at det ikke bliver det overvejende redskab. Positiv straf fører nemlig oftest til hjælpeløshed, passitivitet og angst. Det er vigtigt at man ikke betragter hunden som et lille menneske med pels og fire ben. Hunden har sin egen måde at opfatte verden på, hvilket også er en af grundene til at straf virker dårligt som indlæringsværktøj. Hvis hunden f.eks. hyler eller gøer når den bliver bundet og føreren fjerner sig, vil de fleste skælde ud på hunden, måske endda gå tilbage til den og ruske den. Pludselig virker det, vi opfatter som straf, nu som ros for hunden. Den brød sig ikke om at føreren gik fra den og fandt hurtigt ud af, at lære føreren til at komme tilbage på gø/hyle signalet. At føreren skælder ud når han kommer, betyder mindre for hunden, for nu er de jo sammen. Her må man lære hunden at være tryg og blive roligt siddende når man fjerner sig. Det gøre gennem positiv forstærkning, ved at rose hunde når den bliver siddende roligt. Dette kræver små korte øvelser der kun gradvis forlænges i tid og afstand.

Hunden tænker ikke som et menneske og den drager ikke konklusioner; men den kan huske og opsamle erfaringer. Hunden vil normalt agere udfra fra basale behov og især for at behage sig selv. Man kan sige at hunden, ud af to mulige valg, altid vælger det for den selv behageligste. Derfor et det vigtig at vi i vor omgang med hunden lærer at beherske tildelingen af ros og ris. Vi skal rose eller rise, kun akkurat så meget at det giver en synlig reaktion hos hunden, hverken mere eller mindre. Ros er lys venlig stemme jaae - dyygtiiig og ris er alene ordet Nej (evt. udtalt naai).

Stemmen er også meget vigtig. Blød venlig stemme ved ros og myndig bestemt stemme ved udtale af naai. Det hjælper ikke på hundens forståelse af råbe, for hunden hører væsentlig bedre end vi gør. Husk rolig og behersket fører giver som oftest rolig og behersket hund.

Vi skal også være konsekvente i vores omgang med hunden. Den skal kende rammerne i flokken og vide hvor grænserne går. Flokken er her hele familien, både mennesker og hunde.

Hundens sanser

Det er selvfølgelig også vigtigt at vide noget om hvordan hunden fungerer, herunder bl.a. også kendskab til hundens sanser. Hunden har 5 sanser, Synssansen, Høresansen, Lugtesansen, Smagssansen og Følesansen. Ud af de fem sanser er lugtesansen klart den vigtigste af hundens sanser. I forhold til vores ca. 5 millioner lugteceller har hunden ca. 200 millioner lugteceller. Hunden har desuden et specielt område i hjernen som tager sig af lugteindtryk. Hunden husker også lugte meget bedre end mennesket. Hunden bruger også lugtesansen i social sammenhæng, den henter oplysninger om alder, køn, status osv. gennem lugten fra en anden hund.

Lugtesansen er også den sans mennesket har haft størst glæde af hos hunden. Den kan skelne selv små duftforskelle, den kan dufte bevægelsesretning og den kan via lugtsansen finde både ting og mennesker. I forbindelse med træningen er det vigtig at erkende at hunden har behov for at bruge næsen. Sørg for at stimulere hunden i at bruge næsen gennem træning i spor og søgearbejde. Spaniels er netop hunde med meget stort behov for aktivering på dette område.

Høresansen er også bedre udviklet hos hunden end hos mennesket. Hunden kan høre frekvenser op til 80.000 hertz, hvor vi kun kan høre op til 20.000 hertz. I træningssammenhæng kan vi sige at vi absolut ikke behøver råbe for hunden skal høre vores kommandoer. Vær også opmærksom på at hunden ikke direkte forstår menneskesprog; men lærer forskellige sproglyde at kende. Vi skal derfor gøre vores kommando ord så enkle og entydige som muligt. Vær også opmærksom på at hunden hører langt flere lyde en vi selv.

Synssansen er derimod ikke så udviklet som vores. Hunden har færre farvefølsomme celler end mennesket; men flere lysfølsomme celler. Det betyder hunden ikke ser farver så godt; men ser bedre i mørke end vi gør. Hunden er mere langsynet end mennesket og ser bedre bevægelser end detaljer. Hunden har også et bredere synsfelt end os, nemlig 270 grader mod vores 190 grader. I forhold til træningen, kan vi med fordel bruge vort kropssprog, altså arm og håndsignaler. Brug så vidt muligt store tydelige bevægelser. Sørg også altid for at du kan ses i mod baggrunden, især under arbejde på afstand af hunden.

Hundens smagssans er ikke så udviklet som vores, vi har 9000 smagsløg – hunden har 1700. Måske virker det bedre i forbindelse med den langt bedre lugtesans. I forbindelse med træningen kan vi drage nytte af at hunden har smagspræferencer. Det betyder at vi kan anvende spiselige ting som hunden godt kan lide, som effektive godbidder.

Hundens følesans er med sanseceller som vi har, dog med flest på snude og trædepuder Følesansen spiller stor social rolle, hunden anvender berøring i mange signaler. Hunde er generelt smertefølsomme, nogle mere end andre.I forhold til træningen skal vi være opmærksomme på at hunden også bruger følesansen i sit sprog. Berøring kan være positiv belønning. Berøring af ryg og hoved kan opfattes som dominans. Greb om snude, kinder og ører opfattes som irettesættelse. Berøring af hovedets sider og mundvige øger kontakten og berøring af lyske, halerod og bug opfattes som behageligt. Smerte opfattes som advarsel.

Hundens adfærd

Adfærd er alle de handlinger som individet foretager sig. Det er for hunden f.eks. at sidde, gå, løbe, spise, sove, logre osv. Det er altså alle hundens handlinger. I princippet foretager hunden ingen handling formålsløst. Formålet er altid under en eller anden form til fordel for hunden selv. Man kan dele adfærden op i forskellige grupper, alt efter hvilken funktion den har. Det kan f.eks. være, flokfunktionen, jagtfunktionen, undersøgelsesfunktionen og forsvarsfunktionen. Det er bl.a. disse vi kommer i kontakt med under træningen af hunden. Det er vigtigt at vide at hunden kun kan være i en ”funktion” ad gangen. Når vi arbejder med hunden med indlæring af en øvelse, er hunden i flokfunktionen (Denne funktion regulerer sociale handlinger i forbindelse med kontakt og samarbejde), så dukker der pludselig en kat op og hunden skifter nu til jagtfunktionen. Nu er den lige pludselig ikke til at arbejde med, den er helt blokeret og har ikke lyst til kontakt; men lyst til at jage katten. Hvis vi skal have en chance for fortsat at arbejde med hunden skal vi først have den tilbage i flokfunktionen.

Hundens valg af funktion styres ikke alene af ydre faktorer; men også af indre faktorer. De ydre faktorer kan være, lyde, vejr, forstyrrende elementer som en kat. De indre faktorer er løbetid, sygdom, sult, tørst osv. Her er det nok værd at bemærke sig at alle spaniels generelt arbejder dårligt i varme. Sørg derfor altid at have frisk vand med.

Kommunikation og hundesprog

At kunne kommunikere med hunden er selvfølgelig en betingelse for at kunne lære den noget overhovedet og jo bedre denne kommunikation bliver jo mere kan vi lære hunden, jo dygtigere bliver den. Kommunikation består af flere delelementer. Der skal være en sender (føreren/os), en modtager (hunden), et signal (kommando ordet) alt sammen under indflydelse af de ydre påvirkninger ( andre hunde etc.)

Senderen altså os må nødvendigvis sende i et for hunden forståeligt sprog. Det betyder enkle kommandoer som passer til de signaler som vi sender med mimik og kropssprog. Vi skal også være oplagte og koncentrerede på opgaven. En sur og irriteret ”sender” er der ingen som gider høre på. Modtageren altså hunden skal selvfølgelig være klar til at modtage signalet. Det vil sige den skal være opmærksom på føreren


– vi skal have dens opmærksomhed.

Så skal signalet selvfølgelig være afpasset efter hundens alder og udviklingstrin. Kravet vi stiller skal være mulig for hunden at indfri. Selve signalet, altså kommandoen skal være i enkle og letforståelige ord, som altid er de samme for samme opgave. Det er også vigtigt at huske at vores verbale sprog skal harmonere med vort kropssprog. Så skal vi tilpasse omstændighederne – de ydre påvirkninger – til elevens niveau. Det betyder at vi kun gradvis skal øge de ydre påvirkninger, altså forstyrrelser fra omgivelserne.

For at kunne kommunikere med hunden skal vi også lære så meget af dens sprog som muligt. Hvis vi rejser til et fremmed land med en anden kultur og et andet sprog, er det en betingelse at vi lærer at tale sproget, alene for at få de dagligdags ting til at fungere. Tænk blot at blive placeret et sted i Japan, hvor man hverken kan forstå det talte eller skrevne sprog. Heldigvis for os er hunde generelt fantastiske til at lære at forstå menneskesprog og i besiddelse af en fantastisk tilpasningsevne, derfor klarer de fleste hunde sig fint på trods af vores manglende forståelse deres sprog.

Hundens sprog består af flere elementer. Visuelle signaler – altså mimik og kropssprog. Akustiske signaler, altså gøen, brummen, hylen og smasken. Kemiske signaler, som er kropsdufte og til sidst det vi kalder taktile signaler, som er f.eks. snudepuf og bidemarkering.

Der findes på markedet flere gode bøger som beskriver hundesproget. Der er bl.a. bogen ”tal hundsk” af Stanley Coren, på Borgens forlag. En bog på over tre hundrede sider som beskriver de fleste facetter i hundesproget. Bogen ”hundesprog Etologi i ord og billeder” af Rene Sjøberg, på Clausen bøger, beskriver hundesproget i en række glimrende fotos. Der er også ”Din Hund” som er omtalt i litteraturlisten. I Irene H. Jarnveds bog ”helhjertet hundetræning” er der et rigtig godt kapitel med beskrivelse af hundes dæmpende og truende signaler. Her kan man se en beskrivelse af signalet, i hvilken situation det ofte forekommer og så hvordan vi kan svare på hundesprog. Det kan jeg kun varmt anbefale at læse.

Som eksempel er hanhunden som letter ben, når vi kalder på den. Det bliver ofte opfattet som dominans og at hunden viser foragt. Det er dog som oftest det man kan kalde en oversprings handling. Hunden er usikker og har måske dårlige erfaringer med føreren som bliver ophidset og irriteret fordi hunden ikke kommer hurtigt nok.

De flestes reaktion når hunden letter ben ved indkald er at skælde ud og det gør blot problemet større. Her bør man i stedet forholde sig roligt vise tydelige dæmpende signaler ved at gå ned på hug og vende siden til og evt. smaske.

Jeg kan derfor varmt anbefale at låne eller købe så mange bøger som muligt om hundesprog, det vil helt sikkert vise sig at være ulejligheden værd.

Lederskab

Du bliver leder ”hvis du bevarer fatningen, når alle andre omkring dig mister den” Citat af Kipling. Og der er noget om snakken også når det gælder lederskabet i en flok bestående af mennesker og hund(e). Det er den som tager initiativet og bestemmer som gør sig fortjent til lederskabet. Lederskabet praktiseres gennem KVAK KONTAKT, VENLIGHED, AKTIVITETER og KONSEKVENS. Husk din hund bliver ikke mere dominant (leder) end omgivelserne (dig og familien) tillader !!!

Ifølge den Svenske etolog Lars Fält er lederskab at sætte græneser, at tage initiativ til aktiviteter og afslutte dem igen, samt at holde ro i flokken

Det er vigtigt at vi opfører os som leder. At vi viser vi er i stand til at klare problemer og tage beslutninger. Vi opfører os myndigt og konsekvente. Vi mener det samme hver gang, altså er et NEJ et NEJ. Det er vigtigt at hunden tidligt lærer NEJ kommandoens betydning og når vi har sagt NEJ så er det nej og vi er villige til at gennemføre kravet.

Stil nogle enkle dagligdags regler op for hunden og sørg for de bliver overholdt. Det skal være ting som falder naturligt ind i familiens hverdag. Man skal ikke finde på forbud for forbuddets skyld. Det kan være ting som at sidde når hunden får halsbånd på. At vente ved havelågen til den får lov at gå ud. Først at spise når der bliver sagt værsgo. Ikke at hoppe ud af bilen før der bliver givet lov.

Hvis hunden allerede har lavet noget ”ulovligt” som f.eks. at ligge i en forbudt stol, skal vi ikke skælde ud; men lokke den ned ved at tage noget af dens legetøj som den er glad for. Når hunden kommer giver vi den legetøjet og sætter os i stolen. Kun når vi ser hunden i det øjeblik den er på vej op i stolen skal vi hurtigt sige NEJ. Har hunden taget en sko eller lignende laver vi samme byttehandel. Især her er det vigtigt at vi ikke forsøger at tage genstanden med magt, da det kan ødelægge den senere apportering.

Det er også en god ide at vi altid selv er den som først tager kontakt til fremmede, både mennesker og hunde. Sæt hunden af og sig goddag til den fremmede person og hils herefter på hunden. Dette selvfølgelig ved at gå ned på hug og vende siden til, for så at lade den fremmede hund tage kontakt. Vil den ikke det så ignoreres den. Først herefter, og når vi har vurderet at den fremmede er venligtsindet, kan vi kalde vor hund frem for at hilse.

Hvis hunden bliver bange hjælper lederen den. Han ynker den ikke og dermed bekræfter den i det farlige. Man ser ofte folk tage en lille hund op på armen når den bliver bange. Det bliver man ikke leder af. Skal man vise lederskab skal man løse problemet som hunden blev bange for. Det kan f.eks. være en anden hund som er for voldsom. Her skal vi gå i mellem hundene og holde den anden hund på afstand med tydelige dominante signaler. Vi signalere hermed til vor egen hund at vi har styr på situationen og lederen har løst problemet.

Vi skal også huske at tage initiativ til noget som hunden synes er spændende. Hunden er meget afhængig af sin næse og den har brug for at komme forskellige steder . Det er ikke nok altid at gå de samme 2 kilometer i nabolaget. Man kan også tage initiativ til sporarbejde eller at lade hunden finde ”tabte” genstande. Det kan også være det at bære ting hjem fra en tur i butikker, eller at bære avisen ind. Mulighederne er utallige.

Sidst men ikke mindst skal vi vænne hunden til at komme ubetinget på kald og det er efter en – altså en kommando.

Kommandoer

Herunder følger et skema over de kommandoer som jeg selv anvender og anbefaler. Kommandoerne er nævnt med ord, tilhørende fløjte og håndsignal, samt kommandoens betydning. Skemaet er ikke prioriteret !

Med til kommandoerne hører også ros og ris. Til det sidste er ordet nai udtalt i bestemt tone tilstrækkeligt. Som ros kan vi bruge jae dygtig, udtalt med overdreven blød og venlig stemme, noget i retning af jaae dyygtiiig. Husk ved både ros og ris er timingen afgørende og skal komme præcis når handlingen sker.

Komandoord Fløjtesignal Håndtegn Betydning
Fri - Fejende bevægelse med hånd Løser hunden fra kommando, den kan nu foretage sig ting på eget initiativ.
Plads 2 korte stød (enkel tone) Klap på lår med begge hænder Hunden skal komme hen til ens venstre ben, sætte sig hvis man står stille og følge hvis man bevæger sig.
Apport - Retning med arm Hunden skal hente en apport, den har set falde (markeret apport). Både hund og fører ved hvor apporten findes.
Søg apporten - Retning med arm Hunden skal hente en apport, den ikke har set blive udlagt (skjult apport). Kun føreren ved hvor apporten findes
Tak - - Hunden skal aflevere apporten.
kontakt 1 kort stød (enkel tone) Retning med arm Dette er kontakt fløjt, hunden skal være opmærksom på at vi evt. ændrer gangretning. Under apportering skal den søge apporten i anvist retning (se følgende tre kommandoer). Under marksøg skal den søge i anvist retning.
Ud 1 kort stød (enkel tone) Retning med arm, fejende bevægelse over hovedet Følge retningsangivelse under aportering eller marksøg.
Anden side 1 kort stød (enkel tone) Højre arm udstrakt Følge retningsangivelse under aportering eller marksøg.
Anden side 1 kort stød (enkel tone) Venstre arm udstrakt Følge retningsangivelse under aportering eller marksøg.
Allez - Fejende bevægelse med arm Starte et krydssøg for at finde og rejse vildt indenfor skudhold.Bruges og som apportkommando, når hverken hund eller fører ved hvor apporten findes, eller om der overhovedet findes nogen.
Sporsøg - Pege på sporstart Hunden skal apportere en apport som findes for enden af sporet.
Find dyret - Pege mod anskudssted Følge spor af anskudt vildt og dermed finde dette.
Sit Faldende tone (enkel tone) Løftet pegefinger Hunden skal ubetinget sætte sig på stedet hvor den befinder sig, og forblive der til anden kommando gives.
Dæk ingen Flad hånd skråt opad Hunden skal lægge sig og blive liggende.

Din hunds udvikling.

Denne tabel giver en glimrende fremstilling af hundens udvikling. Der er dog forskel på de forskellige racer og store hunde er senere udviklede end små; men som generel rettesnor er den glimrende

0- 2 uger

Fødsel

Omstilling

· Spise og holde sig varm.

· Nærkontakt til søskende og mor.

· Reagerer på kulde, varme og lugt.

2- 3 uger

Sanse udvikling

· Syn, hørelse og balancesans (at gå) udvikles og trænes.

3- 5 uger

Flokprægning

· Præges på flok og mennesker.

· Bliver nysgerrig og kontaktsøgende.

· Kan være agtpågivende og lettere nervøs.

5- 7 uger

Social tilpasning

Jagtinstinkt udvikles

· Hvalpen finder sin plads i kuldet.

· Sociale regler indlæres af moderen.

· Interesse for lugt og ting som bevæger sig.

· Hvalpen begynder at spise fast føde.

7-12 uger

Lederprægning og indlæring begynder

· Bidehæmning læres af moderen og søskende.

· Egentlig indlæring kan begynde.

· Alt hvad hunden oplever- både positive og negative ting- huskes fremover (blivende erindringsbilleder)

· Ingen uforståelige krav eller irettesættelse, der kan ødelægge tilliden.

3- 4 måneder

Halv kønsmodning

· Kan være en problemmetode

· Øget produktion af mandligt kønshormon (også tæver).

· Renlighedstræning begynder at give resultat, hvis der ikke har været skæld ud undervejs.

· 5-10 min. Gåtur er tilstrækkelig og max. 5 min. Træning ad gangen.

4- 7 måneder

Rolig periode

· Hvalpelicensen udløber og voksne hunde begynder at irettesætte hvalpen.

· Tandskift.

· 10-15 min. Gåtur er tilstrækkelig.

7-10 måneder

Fysisk kønsmodning.

· Hundens teenage periode.

· Problemperiode- løbetid/lette ben.

· Hormoner i kog.

· Svingende koncentrationsevne.

· Fortrinsvis velkendte øvelser – kun lidt nyt.

· Lyst til fysisk udfoldelse.

· Udforskningstrang – opmærksomheden rettes mod omverdenen.

· Ingen selvkontrol.

· Kan have tendens til større usikkerhed.

20-25 min. Gåtur er tilstrækkelig.

10-17 måneder

Rolig periode.

· God indlæringsperiode

· Selvkontrollen øges.

· Opmærksomheden rettes igen mod ejeren.

· Omgangen med artsfæller er fortsat af stor betydning.- også bare at gå tur sammen med andre hunde er god socialisering.

17-22 måneder

Psykisk modenhed.

· God periode, hvor hunden finder sin plads i flokken.

· Tester evt.om det er nødvendigt altid at høre efter. Ignorer udfordringen og hold fast i rolig og venlig konsekvens.

22måneder –5-8 år

Den voksne hund

· NB nogle store racer er først voksne ved ca. 30 måneder.

· Ved godt forarbejde en stabil periode.

· Træning og samarbejde giver god samhørighed.

· Hunden skal fortsat aktiveres mentalt og have tryghed i menneskeflokken.

5-8 år →

Den ældre og gamle hund.

· De fysiske funktioner nedsættes.

· Pas på overvægt, muskelstivhed, nedsat syn, tandpleje og gigt.

· Skal fortsat stimuleres mentalt.

Den ideelle hundefører.

  1. Er. 100% konsekvent og bruger stemmen rigtigt.

  2. Er tålmodig, hjælper hunden til forståelse af opgaverne og bliver aldrig hidsig.

  3. Har en god fantasi så træningen bliver varieret og spændende.

  4. Træner regelmæssigt i små lektioner og afslutter altid med noget vellykket.

  5. Lærer sin hund at kende så ros kan times og afpasses korrekt.

  6. Har også ind imellem en dårlig dag; men giver så hunden en fridag.

  7. Tager hunden med til spændende aktiviteter f.eks,hundetræning.

Overordnet træningsplan

Denne angivne træningsplan er selvfølgelig kun ca.tidspunkter og tager udgangspunkt i skemaet hundens udvikling.

Hvalpetræningen starter fra man får hvalpen hjem; til ca. 7 måneders alderen
Lydighedstræningen Skal foregå fra 7 måneders alderen til omkring 17 måneders alderen
Apporteringstræningen Kan starte så snart hunden er tilstrækkelig lydig. Bemærk delelementer foregår allerede under hvalpetræningen og lydighedstræningen.
Marktræningen Kan starte så snart hunden er sit/stop lydig. Også her ligger der elementer allerede under hvalpetræningen.
Schweisstræningen Starter allerede i hvalpeperioden og kan forsættes, blot man afpasser kravene efter hundens formåen. Hold evt. pause i de problematiske perioder.

Se i øvrigt de respektive afsnit og de hertil knyttede træningsplaner.


Tre vigtige grundregler

Hvordan får vi startet rigtigt ?

Indlærings principper

Hundens sanser

Hundens adfærd

Kommunikation og hundesprog

Lederskab

De kommandoer jeg bruger/ kommandoskema

Hundens udvikling

Den ideelle hundefører

Overordnet træningsplan