Grundtræningen, 7-12 måneder.
|
Indledning.Vi har under hvalpe træningen lagt vægt på at præge hvalpen i rigtig retning og forberede den til dens fremtidige arbejdsopgaver. Vi skal nu i gang med at indarbejde kommandoer og præcision i de kendte øvelser fra hvalpe træningen. De fleste hvalpes teenage periode ligger mellem 7 og 10 måneders alderen og vi starter grundtræningen når denne periode er ovre, som regel omkring 8-12 måneders alderen. Dette er en god træningsperiode, hvor vi kan begynde at stille krav og indlære kommandoer. Det er også i denne periode vi begynder at interessere os for hundens aflevering af apporter. Det er også nu vi indlærer de almindelige lydighedsdicipliner som lineføring, fri ved fod, dæk, plads og selvfølgelig øger kravene til hunden i sit/stop øvelsen. |
Lydighedsdicipliner.Hvis vi har anskaffet hunden primært fordi den skal være jagthund behøver man faktisk ikke mange af de traditionelle lydigheds øvelser. Det er faktisk nok hunden kan gå fri ved fod, gå i line uden at trække og sidde på kommando. En decideret lineføring, hvor hunden går præcist ved højre ben behøver man ikke på jagt, ligesom man heller ikke behøver at lære hunden dæk. Sit er på jagt en meget bedre position, hvor hunden bevarer overblikket. Personligt træner jeg mine egne hunde i både lineføring og fri ved fod, ligesom jeg også lærer dem dæk. Dæk bruger jeg i situationer, hvor jeg efterlader hunden på et givet sted og så kommer tilbage og henter den igen. Dæk for mine hunde betyder altså forbliv på stedet indtil du bliver hentet. I alle andre situationer bruger jeg sit.
Jeg træner selv rally lydighed med egne hunde. Rallylydighed er en forholdsvis ny hundesport som er lydighed opbygget over en banegennemgang på forskellige ”forhindringer”. Banen består af et antal skilte, hvor man ud for hvert skal udføre en øvelse. Det kan være at få hunden til at gå foran en og sætte sig, at gå slalom mellem kegler, lave et, to og treskridts øvelser hvor hunden skal sætte sig ved hver stop eller det kan være at få hunden til at gå på ens højre side. Det gode ved rally lydighed er at man må bruge kommandoer tegn og fakter efter eget behag, dog skal øvelserne udføre med en vis præcision. Det giver et rigtig godt samarbejde med hunden at træne rally og en hund der kan og vil samarbejde er jo virkelig noget man kan bruge på jagt. |
Sit/Stop.
Vi har lært hvalpen sit på fløjtesignal og stop for kast af dummy. Hvalpen har også lært at blive siddende når vi går lidt væk. Vi skal nu lære hunden at respektere sit kommandoen under alle forhold, også når hunden er på afstand af os. Når hunden er fløjtet sit skal den blive siddende til anden ordre gives. Det kan være Fri eller evt. Plads, eller en anden kommando. Vi gør gradvis øvelsen sværere ved at forlange den sidder i længere og længere tid. Vi træner også under mere forstyrrende forhold. Vi fjerner os gradvis længere og længere væk fra hunden; men overdriv ikke.
Sit/stop er en af de vigtigste øvelser overhovedet. Det er jo grundlæggende for jagt med hunden at den stopper/sidder når den rejser vildt og dermed respekterer dette. Den skal gerne blive siddende til den får ordre til enten at fortsætte søget eller apportere. Med sit kommando kan vi også stoppe hunden, som er på vej ud i en situation vi ikke ønsker. Hvis vi vil forhindre hunden i at løbe hen til en anden hund, er det meget nemmere at stoppe den med kommando sit og så gå frem til hunden. Hvis vi vil kalde hunden ind skal den vende ryggen til den anden hund og det har den givetvis ikke lyst til. Sit er også at foretrække i jagtsituationer, hvor vi vil stoppe hunden og have den til at forblive på stedet. Ved sit kan hunden beholde overblikket i modsætning til dæk. |
Dæk.Vi vil lære hunden til på kommando Dæk, at lægge sig og forblive på stedet ind til anden kommando gives.
Her er det meget vigtigt at vi gør os helt klart at dæk ikke betyder gå hen i din kurv og læg dig. Til dette må vi finde på noget andet. Har vi lagt hunden dæk, skal den vide at vi altid husker den og den derfor først må forlade dæk stillingen når den får en ny kommando.
Vi starter med at stå ved siden af hunden. Derefter kan vi gå rundt om den og gradvis gøre cirklen større og større; men det handler om ikke at overdrive. Ros hunden når den bliver liggende; men pas på ikke at rose så meget at hunden rejser sig eller kommer hen til en. Tal afdæmpet og beroligende. I starten er det også en god ide at lade hunden beholde linen på, når man fjerner sig. Viser hunden tegn på at være utryg ved at blive på stedet, når man fjerner sig , kan man lade sin jakke blive liggende ved hunden. Vi arbejder os således stille og roligt længere og længere væk fra hunden. Vi skal ger kunne fjerne os mindst 50 meter uden problemer.
|
Indkald.
Indkald har vi forhåbentlig allerede lært hvalpen, så den den kommer når vi kalder dens navn. Hvis vi ikke allerede har gjort det vil vi nu koble kommando på. Her bruger jeg PLADS, som betyder kom hen til mit venstre ben, sæt dig hvis jeg står stille og følg ved venstre ben hvis jeg går eller løber. Vi kan under træningen bruge et par små øvelser i indkald. Den ene går ud på at vi når hunden sidder ved venstre side træder en tre skridt tilbage og kalder hunden plads samtidig.
Den anden går ud på at kommandere hunden til at blive siddende, gå ud i linens længde og kommander så plads. Når hunden kommer på plads kan den enten gå bagom føreren, eller blot dreje rundt og sætte sig ved venstre ben. For at lære hunden at gå bagom, kan vi træde et par skridt frem, lige når hunden er foran os, hvorved den automatisk kommer bagom på plads. Husk det er vigtigt at hunden er glad for at komme på kommando, så det skal helst ikke altid følges af noget kedeligt, som f.eks. at komme i line. Det er en god ide hver gang hunden skal have lov at løbe fri uden line, først at kalde den på plads. Forlang også gerne øjenkontakt inden linen fjernes og den gives FRI. |
Lineføring.
Lineføring betyder at hunden skal følge ved vort venstre ben i slapt hængende line. Øvelsen må ikke forveksles med at gå i snor uden at trække. Når hunden går lineføring er den under kommando. Når vi går tur med hunden i snor er den FRI, dog med den begrænsning som linen nu engang er. Lineføringen bruger vi i det daglige på steder hvor hunden, selv om den er i line, skal være under kommando. Dette kunne f.eks. være ved passage af veje, ved møde med andre fodgængere eller i forretninger. På jagt er det skønnere at hunden bare går fri ved fod eller blot går i line uden at trække. Man skal huske at under lineføring er hunden under kommando og når det ikke længere er nødvendigt skal den have fri kommando – også selv om den fortsat skal være i snor.
Ved indlæring af lineføring er god kontakt og tillid til føreren altafgørende. Start med hunden siddende ved venstre ben. Sørg for at skabe den rette kontakt til hunden og vis den du har en godbid i venstre hånd.. Sig plads og begynd at gå fremad. Husk godbidden skal gives til hunden medens den går plads og ikke når hunden sidder ved afslutning af øvelsen. Stop efter en fire meter og få hunden til at sidde. Gentag denne lille øvelse nogle gange, så hunden kan få fornemmelsen af hvad det går ud på. Næste gang vi prøver, viser vi igen hunden godbidden i venstre hånd; men går lidt længere inden hunden får godbidden. Så hurtigt som muligt skal vi gå over til at have godbidden i Godbidtaske/lommen og først tage den frem umiddelbart inden hunden skal have den. Det er nemlig ingen sag at forsætte med godbidden i hånden. Det bliver blot ikke til lineføring; men ren manipulation, så længe hunden ved , eller kan se vi har godbidden i hånden, følger den alene for at får den ! Vi skal jo lære hunden at den får en godbid, hvis den følger i slap line, ved vort venstre ben. Derfor skal vi hurtigst muligt undgå at holde godbidden i hånden. Det er også vigtigt at vi ikke bare trasker derudaf i lige linier. Lav en masse vendinger så hunden er nød til at holde øje med dig for at følge med. Prøv at sætte en elastik mellem halsbånd og line. Holder elastikken har du god kontakt til hunden. Husk at koncentreret fører giver koncentreret hund og har vi sagt plads, ja så skal hunden følge ved venstre ben. En hyppig årsag til at man kommer i situationer hvor hunden ikke adlyder er at vi har ”overdrevet” dressuren. Vi har forlangt en kommando udført på et tidspunkt og under nogle forudsætninger der lå over hundens dressurniveau. |
Fri ved fod.
Fri ved fod er samme øvelse som lineføring, bare uden line. Når hunden således er sikker i lineføring skulle vi jo teoretisk set, bare kunne tage linen af og lineføring blev til fri ved fod. Det går imidlertid ikke altid så let og vi må som ved indlæring af alle nye øvelser gå gradvis frem. Ved fri ved fod øvelsen er det altafgørende med god kontakt til hunden. Det er også meget vigtigt at vi ikke forcerer træningen.
Vi skal starte med små lette øvelser og gradvis gøre det sværere og sværere. Vi skal også her starte med at gå lige korte strækninger og når hunden fatter ideen begynder vi at gå sving og vendinger. Start med venstre sving og vendinger og vent med højre til hunden er forholdsvis sikker. Skulle hunden forsøge at forlade sin plads kommanderer vi med det samme plads og roser evt. med godbid når den hører efter. Hvis hunden går for langt frem kan vi dreje til venstre og på den måde afskære den fremfærd. Sakker hunden bagud skal vi rose den frem med stemme og evt. godbidder. |
Apportering.
Vi har i hvalpe træningen arbejdet med både kastede og skjulte apporter. Hvalpen kan uden problemer hente en apport, den har set vi har kastet også selvom den ikke direkte har kunne se apporten.
Den kan også søge apport i en given retning. Med en hund på ca 9 måneder kan vi forvente den kan apportere en kastet apport på ca 30 meters afstand i låddent terræn og apportere en skjult apport på ca. 20 meter kun med anvisning af retning. Vi skal nu i gang med at øge afstanden, antallet af apporter og sværhedsgraden af terrænet. Dette gælder både de kastede (markerede) og de skjulte apporter. Vi skal bl.a begynde at lade hunden apportere over terrænskel. Altså steder hvor f.eks mark møder skov. Hvis hunden kan apportere en kastet apport på ca. 30 meter er det ikke noget problem så længe den ligger i det åbne; men kaster vi apporten så den lander nogle meter inde i skoven; men stadigvæk med ca. 30 meter til hunden bliver det straks meget sværere. Terrænskellet virker som en mur for hunden og den fortsætter sin søgen i det åbne terræn. Her må vi lave apporteringen på måske kun 10 meter når vi starter med at kaste over terrænskel. Det er meget vigtigt man ikke standser hunden i disse situationer, da man ved den type hjælp tager hundens initiativ i det frie søg fra den. Først med den færdig trænede voksne hund kan vi stoppe den for at ændre des retning i apporteringssituationer. Det er meget bedre selv at bevæge sig frem i terrænet for på den måde at presse hundes søg længere ud. Hvis man vil bevare hundens selvstændige søg er det en god regel, at den aldrig må opfatte når/hvis vi hjælper den. Der er utallige måder at lave apporteringer på og det handler om at være opfindsom og hele tiden lave opgaverne ligeså tilpas svære at hunden klarer dem og udvikler sin apporterings evne jævnt over tid. Se kataloget over apporteringsøvelser, her |
Grundlæggende dirigering.
Vi skal også i gang med dirigeringstræningen. Sæt hunden af, gå et par meter foran den og kast to dummyer på linie med hunden, en til hver side. Send hunden efter den sidst kastede. Når hunden har afleveret den første går vi tilbage på linien og kaster apporten ud igen. Vi sender nu hunden efter den anden apport. Se en kort video med sidedirigeringen her I starten af denne træning kan vi vælge terræn, hvor hunden kan se dummyerne; men vi skal hurtigst muligt g over til terræn hvor dummyerne ligger så hunden ikke direkte kan se dem. |
Aflevering.
Vi har under hvalpetræningen ikke interesseret os for hvordan hvalpen har afleveret apporten, bare den blev bragt til os. Det er nu tid til at lære hunden aflevering; men det skal se helt ved siden af apporteringstræningen. Vi kan godt fortsætte apporteringstræningen i terrænet; men må i apporterings situationen ikke rette på hundens aflevering. Vi sætter os indendøre med hunden foran os og viser den en apport, siger så opmuntrende apport. Når hunden tager apporten lader vi den sidde et øjeblik med apporten i munden inden vi med kommando tak tager den igen. |
Printervenlig Pdf version. Du er velkommen til at udskrive dennne PDF version til eget brug.
|