Indledning

Træningen af en spaniel til jagthund tager de første to år af hundes liv og i denne periode tager man den ikke med på jagt !
Træningen af hunden kan deles ind i tre faser. Hvalpetræningen, grundtræningen og jagttræningen. Under hvalpetræningen lægger vi gunden til hundes fremtidige arbejde som jagthund. Vi præger den i den ønskede retning og arbejder med hundens nedarvede lyst til arbejdet. Vi stiller ikke krav om præcision og lydighed.
Under grundtræningen bygger vi videre på hvalpetræningen og stiller gradvis større og større krav til præcision og lydighed. Det er her vi lægger kommandoer på og indlærer de klassiske lydighedsdicipliner.
Under jagttræningen arbejder vi med færdiggørelsen af hundes uddannelse til jagthund. Vi gør øvelserne gradvis sværere og stiller og krav om præcision i arbejdet.

Vigtige grundregler.

Tre vigtige grundregler. Der er tre meget vigtige "grundregler" når man træner hund.
Den første er at vide hvad man vil bruge hunden til, allerede inden man henter hvalpen. Hermed har man muligheden for at præge den i ønsket retning. Hvalpen er meget nem at præge i ønsket retning de første par måneder. Hvis man vil bruge vil bruge hunden som apportør, er det vigtigt at den roses for alle handlinger, som har noget at gøre med at hente og bringe ting. Dette gælder også selv om det er ens nyeste sko hvalpen kommer med. Husk prægning i en tidlig alder kan ske i både i positiv og negativ retning.
Den anden grundregel lærte jeg af Niels Egelund Fadderbøl, daværende uddanelsesleder fra Spanielklubben. Den hedder, giv aldrig hunden en kommando som du på forhånd ved den ikke kan eller vil udføre med eller uden din hjælp. Dette betyder at man ikke beder hunden om at udføre en kommando, hvis man ikke er sikker på den vil udføre den. Man kan tale om ikke at overskride hundens dressurniveau. Altså det sted under træningen, hvor en given hund i træningsøjeblikket befinder sig. Det kan være den kan gå fint lineføring i haven; men man har ikke prøvet på steder med forstyrrelser. I en sådan situation kan man jo ikke forvente at hunden gør øvelsen rigtigt, hvis det pludselig skal foregå på byens gågade. Kræver man det har man overskredet hundens dressurniveau og kommer måske ovenikøbet til at irettesætte for at få hunden til overhovedet at udføre øvelsen. Og da irettesættelse ikke har nogen længerevarende indlærende effekt på hunden opnår vi kun at hunden bliver stresset og indlæringen bliver langsommere.
Den tredje regel er at sørge for at hunden ved præcis hvornår den er under kommando og hvornår den er fri til at gøre hvad den har lyst til. For at sikre det bruger vi Fri kommando som betyder at hunden nu må gøre hvad den vil. Hver gang vi ikke længere stiller krav til hunden om at udføre en bestemt øvelse "giver vi den FRI". Den klassiske fejl folk begår er f.eks. at lægge hunden dæk og så for øvrigt glemme alt om den. Det skaber kun en ulydig hund, der lystrer førerens kommandoer når det passer den. Har man givet hunden en dæk kommando, så skal hunden blive liggende til den får lov til at rejse sig. Dette opnår man kun hvis hunden har tillid til en og man er konsekvent og aldrig glemmer en hund som er under kommando.
Kan man leve op til disse tre grundregler har man et særdeles godt startgrundlag.

Træningsredskaber.

Lederskab.

Du bliver leder ”hvis du bevarer fatningen, når alle andre omkring dig mister den” Citat af Kipling. Der er noget om snakken, også når det gælder lederskabet i en flok bestående af mennesker og hund(e). Det er den som tager initiativet og bestemmer som gør sig fortjent til lederskabet. Lederskabet praktiseres gennem KONTAKT, VENLIGHED, AKTIVITETER og KONSEKVENS. Husk din hund bliver ikke mere leder end du selv gør den til. Den har IKKE som sit største mål i verden at bliver leder af jeres familiegruppe.
At blive valgt til leder er en tillidserklæring, så skal vi tale om lederrolle i forbindelse med hundetræning er det vigtigt, at vi sætter spændende aktiviteter i gang, at vi er i stand til at klare problemer og tage beslutninger. At vi opfører os tillidsfuldt, er konsekvente og taler et for hunden forståeligt sprog.
Lederskab i forbindelse med hundetræning er mere at betragte som at påtage sig forældrerollen overfor hunden og påse den får en fornuftig opdragelse.
Stil nogle enkle dagligdags regler op for hunden og sørg for de bliver overholdt. Det skal være ting som falder naturligt ind i familiens hverdag. Man skal ikke finde på forbud for forbuddets skyld. Det kan være ting som at sidde når hunden får halsbånd på. At vente ved havelågen til den får lov at gå ud. Først at spise når der bliver sagt værsgo. Ikke at hoppe ud af bilen før der bliver givet lov. Disse regler har intet med rangorden at gøre og er ikke til for at vise hvem som er bestemmer; men er rent praktiske foranstaltninger som gør livet med hunden lettere.
Det er vigtigt at hunden tidligt lærer NEJ kommandoens betydning og når vi har sagt NEJ så er det nej og vi er villige til at gennemføre kravet; men vi gør det med psykologi og ikke magt.
Hvis hunden allerede laver noget ”ulovligt” som f.eks. at ligge i en forbudt stol, skal vi ikke skælde ud; men lokke den ned ved at tage noget af dens legetøj som den er glad for. Når hunden kommer giver vi den legetøjet og sætter os i stolen. Kun når vi ser hunden i det øjeblik den er på vej op i stolen kan vi hurtigt sige NEJ. Har hunden taget en sko eller lignende laver vi samme byttehandel. Især her, er det vigtigt at vi ikke forsøger at tage genstanden med magt, eller fange hunden, da det kan ødelægge den senere apportering.
Hvis hunden bliver bange hjælper vi den. Vi ynker den ikke og dermed bekræfter den i det farlige. Man ser ofte folk tage en lille hund op på armen når den bliver bange. Det bliver man ikke leder af. Skal man vise lederskab skal man løse problemet som hunden blev bange for. Det kan f.eks. være en anden hund som er for voldsom. Her skal vi gå i mellem hundene og holde den anden hund på afstand med tydelige signaler. Vi signalerer hermed til vor egen hund at vi har styr på situationen og lederen løser problemet.
Vi skal huske at tage initiativ til noget som hunden synes er spændende. Hunden er meget afhængig af sin næse og den har brug for at komme forskellige steder . Det er ikke nok altid at gå de samme 2 kilometer i nabolaget. Man kan tage initiativ til sporarbejde eller at lade hunden finde ”tabte” genstande. Det kan også være det at bære ting hjem fra en tur i butikker, eller bære avisen ind. Mulighederne er utallige. Det vigtigste er at hunden IKKE altid, på egen hånd, tager initiativer til spændende oplevelser, da disse som regel ikke passer med hvad vi ønsker hunden skal beskæftige sig med. Alt det spændende skal ske på initiativ af dig og sammen med dig, det styrker tilliden og fællesskabet !

Indlæringsprincipper.

Hundesprog og kommunikation.

At kunne kommunikere med hunden er selvfølgelig en betingelse for at kunne lære den noget overhovedet. Jo bedre denne kommunikation bliver jo mere kan vi lære hunden og jo dygtigere bliver den. Kommunikation består af flere delelementer. Der skal være en sender (føreren/os), en modtager (hunden), et signal (kommando ordet) alt sammen under indflydelse af de ydre påvirkninger ( andre hunde etc.) Husk også at kommunikation ikke kun forgår med stemmen; men i høj grad også med kropssprog og mimik.
Senderen, altså os, må nødvendigvis sende i et for hunden forståeligt sprog. Det betyder enkle kommandoer som passer til de signaler som vi sender med mimik og kropssprog. Vi skal også være oplagte og koncentrerede på opgaven. En sur og irriteret ”sender” er der ingen som gider høre på. 
Modtageren, altså hunden, skal selvfølgelig være klar til at modtage signalet. Det vil sige den skal være opmærksom på føreren – vi skal have dens opmærksomhed. Så skal signalet selvfølgelig være afpasset efter hundens alder og udviklingstrin. Kravet vi stiller skal være mulig for hunden at indfri. Selve signalet, altså kommandoen skal være i enkle og letforståelige ord, som altid er de samme, for samme opgave. Det er også vigtigt at huske at vores verbale sprog skal harmonere med vort kropssprog.
Så skal vi tilpasse omstændighederne – de ydre påvirkninger – til elevens niveau. Det betyder at vi kun gradvis skal øge de ydre påvirkninger, altså forstyrrelser fra omgivelserne.
For at kunne kommunikere med hunden skal vi lære så meget af dens sprog som muligt. Hvis vi rejser til et fremmed land med en anden kultur og et andet sprog, er det en betingelse at vi lærer at tale sproget, alene for at få de dagligdags ting til at fungere. Tænk blot at blive placeret et sted i Japan, hvor man hverken kan forstå det talte eller skrevne sprog. Heldigvis for os er hunde generelt fantastiske til at lære at forstå menneskesprog og i besiddelse af en fantastisk tilpasningsevne, derfor klarer de fleste hunde sig fint på trods af vores manglende forståelse deres sprog.
Hundens sprog består af flere elementer. Visuelle signaler – altså mimik og kropssprog. Akustiske signaler, altså gøen, brummen, hylen og smasken. Kemiske signaler, som er kropsdufte og til sidst det vi kalder taktile signaler, som er f.eks. snudepuf og bidemarkering.
Der findes på markedet flere gode bøger som beskriver hundesproget. Der er bl.a. bogen ”tal hundsk” af Stanley Coren, på Borgens forlag. En bog på over tre hundrede sider som beskriver de fleste facetter i hundesproget. Bogen ”hundesprog Etologi i ord og billeder” af Rene Sjøberg, på Clausen bøger, beskriver hundesproget i en række glimrende fotos. I Irene H. Jarnveds bog ”helhjertet hundetræning” er der et rigtig godt kapitel med beskrivelse af hundes dæmpende og truende signaler. Her kan man se en beskrivelse af signalet, i hvilken situation det ofte forekommer og så hvordan vi kan svare på hundesprog. Det kan jeg kun varmt anbefale at læse.
Som eksempel er der hanhunden som letter ben, når vi kalder på den. Det bliver ofte opfattet som dominans og at hunden viser foragt. Det er dog som oftest det man kan kalde en oversprings handling. Hunden er usikker og har måske dårlige erfaringer med føreren som bliver ophidset og irriteret fordi hunden ikke kommer hurtigt nok eller løser opgaven tilfredsstillende.
De flestes reaktion når hunden letter ben ved indkald er at skælde ud og det gør blot problemet større. Her bør man i stedet forholde sig roligt vise tydelige dæmpende signaler ved at gå ned på hug og vende siden til og evt. smaske; men mest af alt tænke over, hvad årsagen til hundens handlig egentlig var. Måske den stillede opgave var for svær i forholde til den given hunds træningsniveau.
Jeg kan derfor varmt anbefale at låne eller købe så mange bøger som muligt om hundesprog, det vil helt sikkert vise sig at være ulejligheden værd. Kig også gerne på litteraturlisten, på min side om mine egne hunde

Hundens sanser.

Det er selvfølgelig vigtigt at vide noget om hvordan hunden fungerer, herunder bl.a. også kendskab til hundens sanser.
Hunden har 5 sanser, Synssansen, Høresansen, Lugtesansen, Smagssansen og Følesansen. Ud af de fem sanser er lugtesansen klart den vigtigste af hundens sanser.
I forhold til vores ca. 5 millioner lugteceller har hunden ca. 200 millioner lugteceller. Hunden har desuden et specielt område i hjernen som tager sig af lugteindtryk. Hunden husker også lugte meget bedre end mennesket og den kan arbejde med samme fært i længere tid ad gangen uden som vi mennesker at blive imune overfor den. Hvem har ikke prøvet at komme ind i et lokale med en bestemt duft, som pludselig efter lidt tid er forsvundet. Hunden bruger også lugtesansen i social sammenhæng, den henter oplysninger om alder, køn, status osv gennem lugten fra en anden hund.
Lugtesansen er også den sans mennesket har haft størst glæde af hos hunden. Den kan skelne selv små duftforskelle, den kan dufte bevægelsesretning og den kan via lugtsansen finde både ting og mennesker.
I forbindelse med træningen er det vigtig at erkende at hunden har behov for at bruge næsen. Sørg for at stimulere hunden i at bruge næsen gennem træning i spor og søgearbejde. Spaniels er netop hunde med meget stort behov for aktivering på dette område.
Høresansen er også bedre udviklet hos hunden end hos mennesket. Hunden kan høre frekvenser op til 80.000 hertz, hvor vi kun kan høre op til 20.000 hertz. I træningssammenhæng kan vi sige at vi absolut ikke behøver råbe for hunden skal høre vores kommandoer. Vær også opmærksom på at hunden ikke direkte forstår menneskesprog; men lærer forskellige sproglyde at kende. Vi skal derfor gøre vores kommando ord så enkle og entydige som muligt. Vær også opmærksom på at hunden hører langt flere lyde en vi selv.
Synssansen er derimod ikke så udviklet som vores. Hunden har færre farvefølsomme celler end mennesket; men flere lysfolsomme celler. Det betyder hunden ikke ser farver så godt; men ser bedre i mørke end vi gør. Hunden er mere langsynet end mennesket og ser bedre bevægelser end detaljer. Hunden har også et bredere synsfelt end os, nemlig 270 grader mod vores 190 grader.
I forhold til træningen, kan vi med fordel bruge vort kropssprog, altså arm og håndsignaler. Brug så vidt muligt store tydelige bevægelser. Sørg også altid for at du kan ses i mod baggrunden, især under arbejde på afstand af hunden.
Hundens smagssans er ikke så udviklet som vores, vi har 9000 smagsløg – hunden har 1700. Måske virker hundens smagssans bedre i forbindelse med den langt bedre lugtesans.
I forbindelse med træningen kan vi drage nytte af at hunden har smagspræferencer. Det betyder at vi kan anvende spiselige ting som hunden godt kan lide, som effektive godbidder.
Hundens følesans er med sanseceller som vi har, dog med flest på snude og trædepuder Følesansen spiller stor social rolle, hunden anvender  berøring i mange signaler. Hunde er generelt lidt smertefølsomme, nogle dog mere end andre.
I forhold til træningen skal vi være opmærksomme på at hunden også bruger følesansen i sit sprog. Berøring kan være positiv belønning. Berøring af ryg og hoved kan opfattes som dominans. Greb om snude, kinder og ører opfattes som irettesættelse. Berøring af hovedets sider og mundvige øger kontakten og berøring af lyske, halerod og bug opfattes som behageligt. Smerte opfattes som advarsel.

Generelt om hundens adfærd.

Adfærd er alle de handlinger som individet foretager sig. Det er for hunden f.eks. at sidde, gå, løbe, spise, sove, logre osv. altså alle hundens handlinger. I princippet foretager hunden ingen handling formålsløst. Formålet er altid under en eller anden form til fordel for hunden selv.
Man kan dele adfæren op i forskellige grupper, alt efter hvilken funktion den har. Det kan f.eks. være, flokfunktionen, jagtfunktionen, undersøgelsesfunktionen og forsvarsfunktionen. Det kommer vi i kontakt med under træningen af hunden og det er vigtigt at vide at, hunden kun kan være i en ”funktion” ad gangen.
Når vi arbejder med hunden med indlæring af en øvelse, er hunden i flokfunktionen (Denne funktion regulerer sociale handlinger i forbindelse med kontakt og samarbejde), så dukker der pludselig en kat op og hvis vi ikke er interessante nok, skifter den til jagtfunktionen. Nu er den lige pludselig ikke til at arbejde med, den er helt blokeret og har ikke lyst til kontakt; men lyst til at jage katten. Hvis vi skal have en chance for fortsat at arbejde med hunden skal vi først have den tilbage i flokfunktionen.
Hundens valg af funktion styres ikke alene af ydre faktorer; men også af indre faktorer. De ydre faktorer kan være, lyde, vejr, forstyrrende elementer som en kat. De indre faktorer er løbetid, sygdom, sult, tørst osv. Her er det nok værd at bemærke sig at alle spaniels generelt arbejder dårligt i varmt vejr. Sørg derfor altid at have frisk vand med.

Arvelig adfærd.

Spaniels, især FT typen, er gennem generationer avlet til at udvise bestemt jagtrelateret adfærd, arvelig adfærd, som gør det muligt at bruge dem som jagthund. De fleste vil blot sige hunden har jagtlyst; men for at kunne træne hunden er vi nød til at specificere denne medfødte arvelige adfærd lidt mere en til blot at kalde det jagtlyst.
For FT spaniels kan vi f.eks. tale om arvelig adfærd som, det at bære, være kontaktsøgende, selve kryds søget og respekt for noget som flygter som nogle af de væsentligste.
På disse forskellige områder er hunden gennem arven forprogrammeret til at udvise en bestemt adfærd. En FT’er vil helst altid, gå med noget i munden. Fra helt lille hvalp ses denne arvelige egenskab til samle alt muligt op og bære på det. En FT’er er meget kontaktsøgende og vil helst følge sin herre overalt. Kryds søget er så indbygget at man ser hunden krydse rundt i linen når man går med den i løs snor. En FT’er vil også som hvalp automatisk stoppe op, første gang den ser en solsort i haven flyve op.
Denne arvelig adfærd skal formes i ønsket retning for at være anvendelig og hvad der måske er endnu vigtigere at notere sig, den kan ødelægges gennem manglende eller forkert formning. Det er også vigtigt at vide at den arvelige adfærd formes uanset om vi griber ind eller ej. Griber vi ikke ind sker denne formning altså alligevel; men på hundens egne præmisser og ikke nødvendigvis i en for os ønskelig retning.
Formningen af den arvelig adfærd skal ske det første år af hvalpens liv og denne adfærd sidder fast resten af hundens liv. Dette faktum er grunden til det er så vigtigt at starte tidligt og rigtigt med formningen af hvalpens arvelige adfærd.

Tillært adfærd.

Tillært adfærd skal indlæres gennem træning og tillært adfærd kan ikke ødelægges før indlæring har fundet sted. Omkring indlæring af adfærd er det vigtigt at vide at hundes indlæringsformåen er størst ved brug af positiv forstærkning og indlæring gennem positiv straf ikke har nogen længerevarende virkning.
Dette kommer især til udtryk i situationer hvor hundens jagtlyst er under stor ydre påvirkning. Hvis vi under træning har en hund som går for stort, er det populært at ”løbe på hunden” når den ikke reagerer på vendefløjtet, man farer ud og skælder den ud, bruger positiv straf. Næste gang man fløjter, vender hunden og det ser ud til denne træning med positiv straf virker.
Problemet kommer først på jagt, hvor der er mange fasaner, så vil jagtlysten hos en FT’er ofte være større end frygten for straf fra føreren og hunden vælger at jagte fasaner frem for at vende på fløjt.
Udover det, at træning med positiv straf, har dårlig indlæringseffekt, går det også ud over hundens tillid til føreren, hunden bliver trykket og samarbejdet bliver dårligere. Hvem gider arbejde for en chef der kun skælder ud for fejl; men aldrig roser ens positive indsats ?
Et forsøg på at løse problemer som er opstået fordi man ikke har formet den arvelige adfærd korrekt, gennem positiv straf vil være dømt til at mislykkes. Der er kun en farbar vej, nemlig gennem omhyggelig træning med positiv forstærkning, at forsøge at ændre den forkerte adfærd. I ovennævnte tilfælde ved træning af kontakt og samarbejde, lydighed overfor kommandoer og træning af søget under kontrollerbare omstændigheder.

Impulskontrol.

Impulskontrol er en meget vigtig egenskab hos enhver jagthund. Den skal søge indenfor skudhold, den må kun apportere på kommando og den skal beherske ro på post uanset hvad der sker. Nogle af elementerne i denne impulskontrol ligger arveligt i hunden. Det er respekten for vildt i opfløj/spring og det er viljen til at samarbejde som er det arvelige fundament i jagthunden impulskontrol.
Respekten for vildt i opfløj/spring er arveligt betinget og skal formes på den rigtige måde indenfor hundens første leveår og blive til sit/stop for noget som flygter, under skud og kast. Dette beskrives under hvalpetræningen.
Hundens vilje til samarbejde er også arveligt og skal ligesom respekten for vildt i opfløj formes indenfor dens første leveår. Vi lader aldrig hvalpen opleve spændende situationer med vildt uden vi er tilstede og vi lader aldrig hvalpen komme for langt væk fra os.
Kast af dummyer indbefatter også en stor grad af impulskontrol da en jagthund først må apportere når den får lov. Uanset hvor mange skud der lyder og hvor mange fugle som falder, må hunden først apportere på kommando. Denne del af impulskontrollen grundindlæres også på det meget tidlige hvalpe stadie, hvor vi lære hvalpen lige fra starten at bede om lov til apportering.
Herudover er det også vigtigt at træne impulskontroløvelser med hvalpen som f.eks Ikke at spise før man for lov eller tage en tilgængelig godbid før man får lov. Vis hunden en godbid i den flade hånd og luk hurtigt hånden hvis den vil tage den. Så snart hunden giver øjenkontakt roser vi og giver den godbidden. Eller fristeøvelser, hvor vi holder en godbid i hver hånd og strækker armene ud til siden. Når hunden giver øjenkontakt roser vi og belønner. Eller en fristende madskål. Sæt en madskål med 5 godbidder på jorden. Hunden skal forhindres i at tage godbidderne. Så snart hunden giver øjenkontakt roser vi og belønner med en godbid fra skålen.
Der er flere ideer til træning af impulskontrol i de forskellige træningsafsnit.

Jagthundens formåen.

For både den arvelige og den tillærte adfærd gælder det at man med intelligente hunde som FT spaniels har en meget lille fejlmargen i sin træning. Laver man én træningsfejl kan den nemt rettes med nogle korrekte gentagelser; men laver den samme fejl to gange skal man bruge uger på fejlretning. Laver man den tre gange skal man bruge måneder og laver man samme træningsfejl igen og igen skal man bruge år, eller den bliver umulig at rette. Denne udlægning er selvfølgelig at sætte sagen på spidsen; men dog værd at have i tankerne.
En jagthunds formåen er bygget op af arvelig adfærd og tillært adfærd. Vi bruger det første år af hundens liv på at forme den arvelige adfærd.
Gennem hvalpetræningen former vi hundens apporterings lyst og den aldrig får lov at knaldapportere; men lærer at kigge op for at få tilladelse. Vi træner masser af kontakt og har så meget fysisk nærkontakt med hvalpen som muligt. Vi former hundens grundlæggende sit stop lydighed og vi sørger for hvalpen ALDRIG oplever situationer med vildt, uden vores tilstedeværelse. Vi former hundens respekt for flygtende vildt ved altid af fløjte den sit når den har kontakt med noget som flygter, selv en solsort i haven, eller en plasticpose i vinden. Vi former hundens søg ved altid at holde den kort og kræve kontakt og samarbejde. Under hvalpetræningen bruger vi ikke kommandoer, udover hundens navn, indkalds, kontakt og sit/stop fløjt.
Vi begynder på grundtræningen når hvalpen er mellem 7 og 12 måneder. Her lægger vi kommandoer på de forskellige discipliner og det er nu vi træner de traditionelle lydigheds discipliner. Især omkring apporteringen er det vigtigt at vi ikke blander indlæring af korrekt aflevering samen med det at hente en genstand. Man kan ikke træne disse to ting samtidigt. Indlæring af holde fast, tage og slippe på kommando skal ske separat og under kontrollerede forhold. Først når det virker kobler vi det på de egentlige apporterings opgaver.
Nu mangler vi ”kun” færdig uddannelsen til brugbar jagthund. Det er søgetræningen på vildt og den mere avancerede apporterings og dirigerings træning træning. De vigtigste elementer her er aldrig at gøre øvelserne sværere end hunden lige nøjagtig kan klare dem og aldrig lade hunde mærke vi hjælper den. Når hunden er ca. 2 år gammel er den således klar til at komme med på jagt første gang. Det er her meget vigtigt at prioritere føringen af hunden frem for jagten. Start gerne med at have hunden med på mindre jagter og gerne uden selv at have bøsse med. De første situationer med jagt og vildt skulle gerne være positive og lægge linjen for hundens fremtidige arbejde.
Når hunden så er ”færdig trænet” og begyndt sit liv som jagthund skal vi tænke på at jagtsæsonen kun er en tredjedel af året og for en veltrænet og energisk jagthund er det ikke livet at gå lediggang to tredjedele af året.
For at bibeholde hunden i top trimmet jagtform skal den også aktiveres og motioneres resten af året. Både den arvelige og den tillærte adfærd skal holdes på ret kurs gennem træning, aktivering og motion.

Hundens udvikling.

Denne tabel giver en glimrende fremstilling af hundens udvikling. Der er dog forskel på de forskellige racer og store hunde er senere udviklede end små; men som generel rettesnor er den glimrende

Printervenlig Pdf version.