Indledning.

Fra naturens side kan alle Spaniel racer anvendes, de er alle født med en formidabel lugtesans. Det kan dog diskuteres om man bør bruge små hunde som cocker spaniel til eftersøgning af råvildt, da disse ikke kan ”stilles” af hunden og den jo er for lille til at kunne trække det ned for at fange af. Dette har man bl.a taget konsekvensen af i schweissregistret, hvor man ikke optager hunde af små racer som cocker spaniels og lignende. Så kun store spaniels kan være med her.
Under alle omstændigheder er sportræning noget alle spaniels vil kunne lide og det er samtidig en dejlig afslappende form for træning. Man starter med, i fred og ro, at udlægge et blod spor i skoven, senere henter man hunden og ”går” sporet med den. Når man så er færdig har man tillige en dejlig træt hund som har fået tilfredsstillet sine naturlige behov.

Hundens lugtesans.

Hunde er i forhold til mennesker udstyret med en formidabel lugtesans. Man mener at hunden på fuld mave har 800.000 gange bedre lugtesans en mennesker og 2.4 millioner gange bedre på tom mave. Ifølge Dyrlæge Bille Ruwald, Rigspolitiets hundeskole, har man lavet forsøg som viser at hunden kan finde duftkoncentrationer så små som 1:175.000, hvilket jo må siges at være fantastisk Man har også fundet ud af hundens næse har en såkaldt ”hower effekt”. Hunden trækker vejret ind gennem det store hul og puster ud gennem slidsen. Når hunden samtidig holder snuden tæt over underlaget skaber dette et vaccum som hjælper med at få så meget fært ind i næsen som muligt, den såkaldte ”hower effekt”. Så alene de fysiske forhold gør en kæmpe forskel i forhold til vi mennesker. Herudover kan hunden arbejde med den samme lugt i lang tid, det kan vi ikke, vi bliver immune over for en given lugt når vi har været udsat for den i et stykke tid. Hvem har ikke prøvet at komme ind i et rum med en speciel lugt og efter nogen tid synes lugten at være forsvundet. Hunden har også langt større evne til adskillelse af lugte. Mennesker kan adskille op til 24 lugte på en gang; men hunden kan adskille op til 2000 lugte på en gang.

Hunden har med andre ord en meget stor formåen med lugtesansen og det hunden kan få problemer med er ikke at opfange og skelne dufte; men derimod at lokalisere dem. Dette forklarer med den såkaldte ”asketeori” der siger at duften fra et emne spreder sig som aske. Altså størst koncentration ved kilden og så mindre og mindre jo længere væk man kommer. Hunden søger altid mod den stærkeste kilde til færten, hvilket jo gør den følger et sporet frem til det anskudte dyr. Hvis området sporet går i har et meget broget færtbillede kan hunden have sværere ved at lokalisere kilden og skal derfor bruge mere tid på sporet. Man mener også at ryk i halsbåndet påvirker hundens lugtesans, da det påvirker forbindelsen mellem hundens lugteorgan og hjernen, ligesom det vi kender som piskesmæld. Tvang og stres er ligeledes med til at forringe hundens lugtesans i betydelig grad. Derfor kan vi heller ikke på nogen måde arbejde med tvang i forbindelse med spor.

Hvornår starter vi ?

Hvis man vil have en virkelig god schweisshund, skal man starte med at præge den lille hvalp i retning af dette. Start med at lægge et slæb med noget rådyrlunge i et net. Stil hvalpens mad forenden af sporet. De første slæb skal ikke være for lange, kun 20-30meter. Hvis dette fungerer fint nogle gange, kan vi slæbe en kronvildtklov. For enden af sporet lægger vi kloven og når hunden finder denne belønner vi den med dens mad, eller evt. noget ekstra godt mad. Når hvalpen kan udrede et sådan slæbspor på et hundrede meter, kan vi gå over til sammen med slæbet af kloven at dryppe blod i sporet. Når vi har prøvet det nogle gange er det tid til at prøve færtskoene. Læg et spor med en kombination af færtsko og blod dryppet i sporet. Læg et skind forenden af sporet. Når hvalpen finder skindet skal den have lov at ruske det. Det handler om at holde øje med hvalpens reaktion og sørge for at holde dens motivation. Omkring 6- 8 måneders alderen skal hunden kunne gå et 400 meter spor med to knæk som har ligget i tre timer.
Samtidig med sportræningen kan vi også træne færtdiskriminering med hvalpen. Lav nogle syltetøjsglas med forskellige typer skind. Prik huller i låger så færten kan slippe ud. Lav et med hare, et med ræv, et med fasan og et med dyreskind. Hvilken type dyreskin man vil bruge afhænger af hvilken vildtart man vil præge hvalpen på. Man kan også godt lære hvalpen at kende forskellige typer dyr, rådyr, sika, dådyr og krondyr.
Tag et glas med dyreskind og et af de andre og sæt dem på gulvet. Når hunden markerer det rigtige glas clicker og belønner vi hunden. Når hunden sikkert markerer det rigtige glas sætter vi endnu et glas ned. Når den også klarer dette sætter vi endnu flere glas. Vi kan også bytte rundt på glassene for at gøre det sværere for hunden. Når hunden hver gang markerer det rigtige glas kobler vi kommando på. Brug evt. find dyret. Sæt alle glassene på gulvet og sig find dyret. Click og beløn når hunden markerer den rigtige fært.
Schweisstræning er special træning og det vi når at præge hunden med, det første år sidder for livet. Herefter handler det om gennem sin træning at videre udvikle hundens sporegenskaber.

Træningsareal.

Det er selvfølgelig en forudsætning at man har et træningsareal. Her er det bare om at komme rundt og spørge lokale lodsejere om lov. Vær omhyggelig med at forklare hvad schweiss/ sportræningen går ud på og at hunden under træningen er i line. Alle arealer kan bruges og det bedste er at have både højskov, blandskov, eng og marker til rådighed. Har man en fire til fem forskellige steder at træne, vil man ved træning en gang om ugen jo kun skulle besøge det samme terræn en gang om måneden og forstyrrelsen vil da være minimal.

Vær opmærksom på reglerne om færdsel i skovene. I de private skove må man slet ikke færdes uden for de anlagte veje og stier. I statsskovene må man derimod gerne færdes uden for stierne; men man skal stadigvæk spørge om lov til alle former for træning.

Samarbejde mellem hund og fører.

At følge et schweisspor er et samarbejde mellem hund og fører, de skal hver især yde deres bedste på det område hvor de har ekspertisen. Vær meget opmærksom på at næsen sidder altså på hunden. Din viden om at følge sporet ligger under træningen i at du har lagt det og på rigtigt eftersøgning i kraft af din erfaring som jæger, med kendskab til vildtets vaner og dine evner til at finde og tyde pürchtegn. Du er din hunds samarbejdspartner, uden hunden havde du ikke en kinamands chance !

Det vil sige man skal motivere hunden til at arbejde for sig og sker der fejl, er det dig og udelukkende dig som laver dem. Du skal i træningen afpasse kravene til hunden så de passer til dens øjeblikkelige niveau og den dermed altid får en positiv oplevelse ud af at følge spor. Du skal øge kravene langsom og i takt med hunden udvikler sig. Du skal først og fremmest lære at læse din hund. Hvordan reagerer den når den går af sporet Hvordan er kropsholdning? hvordan er haleføreingen ? hvordan er næseføringen ? Det er vigtigt at lægge mærke til disse ting under træning, så man under rigtig eftersøgning eller prøve kan se om hunden arbejder på sporet eller ikke.
En anden meget vigtig ting er det faktum at hunden lugter bedst når den arbejder langsom. Lad være med at lade hunden løbe af sted på sporet, den vil blot løbe fra sin egen næse !
Man kan sige der er tre grundregler i samarbejdet.

1. Næsen sidder på hunden- ikke på dig
2. Langsom hund lugter bedst
3. Læs hunden rigtigt og vær ”kun” støttepædagog

Sporet og færten.

Selve sporet består af flere dele. Dynesporet, som skabes ved at nogen bevæger sig gennem terrænet og taber hudceller. Det vil typisk være 2-4 meter bredt og holde i ca. 20 minutter. Kærnesporet består af klovaftrykkert som starter en forrådnelse ved gennemtrædningen af jordbunden. 10-30 cm bredt og er optimalt efter ca. 30 minutter. Den individuelle fært som skabes af den enkelte bloddråbe og klov aftrykket. Forbliver i terrænet i længere tid. Dygtige schweisshunde kan følge denne fært efter flere dage.

Der er selvfølgelig forskellige forhold som har indvirkning på disse sporforhold. Dyret som bevæger sig gennem terrænet afgiver mere eller mindre kropsfært og jo hurtigere dyret bevæger sig jo længere er der også mellem klovaftrykkene. Alt efter anskydningens art afgiver det mere eller mindre tab af kropsvæsker. Der er også påvirkningen fra miljøet. Jordbunden ånder, når jordtemperaturen er højere en lufttemperaturen, kan man sige jorden ånder ud, færten stiger op. Når jordtemperaturen er lavere end luften ånder jorden ind, færten bliver ved jorden. Hundens lugtesans fungerer bedst ved en luftfugtighed på mellem 35 og 55 % det tager op til 10 min til et kvarter for hunden at omstille sig fra f. eks tør til fugtig luft. Man taler om gunstige eller ugunstige færtforhold.
Gunstige færtforhold er :

Ubefærdede arealer, vindstille, fugtigt vejr, køligt vejr, støvregn, sne og tåge.
Altså steder som giver et enkelt færtbillede

Ugunstige færtforhold er:

Stærkt befærdede arealer og stærk trafik. storm, hede, tørke, stærk regn, frost og stærkt snefald.
Altså arealer som giver et meget broget færtbillede.

Man skal være opmærksom på at, hvis hunden kommer fra et areal med et meget enkelt færtbillede, som f.eks en vej og sporet går ind på et areal med et meget broget færtbillede, som f.eks en skov vil hunden lige pludselig have sværere ved at fastholdes sporet. Den krydser lidt frem og tilbage indtil den får adskilt den rigtige fært ud i det ændrede og mere brogede færtbillede. Hunden kan også sagtens følge et spor i vand, da fært opfører sig som luft i vand og stiger til vejrs og først spreder sig ved overfladen, den såkaldte skorstenseffekt.

Udstyr til udlægning og hund.

Traditionelt har man i Danmark brugt blod til udlægning af schweissspor. Det skal helst være okseblod, eller evt. fåreblod. Griseblod er tyndere i konsistensens. Blodet kan man skaffe hos en kreaturslagter. Blodet skal sies, det så det er rent blod, ellers risikerer man det sætter sig i pipette flasken. Blodet hældes på plastflasker eller i frost poser i portioner af en kvart liter. Der skal ikke tilsættes noget til blodet. Frosset blod mister koagulationsevnen og er klar til brug efter optøning.
Forenden af sporet skal der jo ligge et ”dyr”, som kan bestå af nogle sammenbundne hjorteben, et sammenrullet skind eller endnu bedre en rådyrattrap. En rådyrattrap laver man af et rådyrskind, hvor hoved og løb er beholdt på under brækningen. Skindet renses for kødrester og ”garves” med grovsalt, som skiftes flere gange. Når skindet er klart sys det sammen og fyldes ud med skumgummi. Se i øvrigt Niels Søndergårds bog, At arbejde med schweisshunde (Aschehoug). Til udlægningen af blodet er der flere muligheder. Man kan dryppe det ud med en pipetteflaske (kan købes på apoteket) eller man kan bruge en ½ liters spritflaske og bore et lille hul i låget. Man kan også montere et par rådyr klove på en stok og så sprøjte blod på klovene med pipetteflasten. Blodet kan så duppes ud med ”klovstokken”. Det kan evt kombineres med dryp direkte fra pipetteflasken.
Det bedste er efter min mening at anskaffe eller selv lave et par færtsko. Det er sko med plads til montering at dyreklove. Med dem kan man i bogstavligste forstand gå sporet. Det giver den fordel at der sammen med schweiss også bliver klovmærker i skovbunden. Det sidste er noget at markere sporet med. Vi skal nemlig altid være 100 % sikre på nøjagtigt hvor sporet går. Jeg foretrækker ganske almindelige tøjklemmer af f.eks. rødt plastik. Man kan evt. nummerere dem og så opsætte dem i nummerorden, så har man ekstra styr på hvor langt man er kommet og at man får alle med hjem igen. Man skal altid sørge for at efterlade det lånte terræn uden ”mærker og men” af at man har været der. Vær altid omhyggelig med ikke at få blod eller fært på mærkerne. Opbevar disse i plastposer og holde dem altid adskilt fra klove og blod. Hvis der kommer fært på mærkerne vil hnden lære at lede efter mærkerne og det ønsker vi ikke.
Vi skal også bruge noget ”arbejdstøj til hunden. Det kan være et schweisshalsbånd eller en sele. Et schweisshalsbånd er af læder, bredt og med en såkaldt swirvelring til at hægte linen i. Disse kan normalt købes i en jagtudstyrsforretning. Hvis man vil bruge sele er det største udvalg at finde i hundeudstyrsforretninger. Der findes også et par gode netbutikker som har alt til schweisstræning bl.a. Aktiv hundeliv . Linen skal være ca. 9-10 meter lang. Den kan købes i læder eller webbing, hvad man nu foretrækker.
Se mere om udstyr her

Færtsko kontra dråbeudlægning.

Udlægning af sporet med pipetteflaske er det man i fagsproget kalder konventionelt spor. Det er spor udlagt med blod alene, uden klovspor.. Sporet består af de uddryppede bloddråber; men et anskudt og flygtende dyr flyver jo ikke over jorden, det sætter også klovaftryk. I den virkelige situation vil disse klovaftryk ikke alene give et spor ved at klovene ”træder igennem” skovbunden, det sårede dyr vil også afsætte en speciel fært fra de kirtler som dyrene har mellem klovene. Derfor vil metoden med færtsko give langt det mest naturlige spor til hunden at følge og det viser sig da også at man ikke behøver bruge ret meget blod.
Hvor man før har brugt en ¼ l på 400 meter, kan man snildt bruge denne blodmængde på to eller tre spor uden hunden får større besvær med at følge sporet. (her taler jeg selvfølgelig ikke om hunde under oplæring).

Skal vi overhovedet bruge blod ?.

Man kan faktisk sagtens helt undvære blod. Hvis man træner hunden på færtsko med klove, behøver man ikke blod, hunden kan sagtens gå på klovene alene. Jeg har på det seneste eksperimenteret med færtvand, inspireret af en artikel om SIAB metoden (Scent in a bottle). Jeg tager simpelthen det nederste at råvildtløbene, klippet over i knæleddet og deler disse i to. Det nederste stykke med klovene bruger jeg til montering på færtskoene og det andet stykke stilles i blød, i lunkent vand natten over. Dette vand bruger jeg så i stedet for blod og det fungerer ganske udmærket.
Man kan sagtens fryse dette vand ned som man ville gøre med blod, hæld det på frostposer med ca ¼ l i hver. Mærk poserne med færtvandet så det kan parres sammen med de tilsvarende klove. Når jeg har løbene fra et dyr laver jeg to sæt klove, et højre og et venstre, bestående af et forløb og et bagløb og så de dertilhørende frostposer med færtvand mærket med henholdsvis højre eller venstre samt dato. Man kan fint lave ti frostposer med færtvand til hver sæt klove.

Udlægning af spor.

Dagen før vi skal træne tager vi klove og færtvand op af fryseren. Færtvandet hældes på en pipetteflaske som man så dryppe det ud med ved at klemme på flasken. Man finder hurtigt ud af hvor hårdt der skal trykkes på flasken. Monter klovene på færtskoene og transporter dem i en plastpose helt frem til ”anskudsstedet”. Skrab med foden et sårleje og læg færtskoene her. Træd op i fortskoene og spænd dem fast på støvlerne.
Personligt drypper jeg i starten færtvand for hver 8-10 skridt. Når hunden bliver mere øvet i spor går jeg over til kun at sprøjte som stryge schweiss i vegetationen, på træstubbe, ved grøftepassager og alle steder hvor et såret dyr kan tænkes at afsætte blod. Mange bruger at dryppe på klovene; men et anskudt dyr vil jo normalt ikke bløde gennem klovene; men snarere ved siden af klovsporet. Så er det bedre somme tider at vende den ene klov med benstumpen nedad, for at illudere et overskudt løb.
Vi starter med at dryppe rigeligt færtvand i anskudsstedet og gerne sprøjte i ”skudretningen”, for at efterligne skuddet som ”trækker” blod med fra dyret i udgangen. Har man noget hår fra et skind eller andre rester kan man også udlægge sådanne, for at lære hunden at markere for ”Pürschtegn”.
Færtsko er som sagt det som ligner det naturlige mest, fordi disse efterlader et naturligt aftryk i skovbunden. I staren kan vi godt bruge lidt rigeligt færtvand og vælge terrænet efter at det skal være let for en selv at følge hunden. Vælg f.eks. at lægge de første spor i højskov, hvor der er god plads til remføringen. Vi skal jo også selv lære at ”føre” hunden i den lange rem og det kan godt volde lidt vanskeligheder de første gange. De første spor skal ikke være mere end 50, højst 100 meter og bare være lige ud og med rigeligt færtvand. Forenden af sporet placerer vi ”dyret”. De første spor lader vi ligge ca. 3 timer inden vi går dem med hunden.
Under sporudlægningen markerer vi sporet med tøjklemmer som kan hæftes i grene og lignende. Husk at samle dem alle sammen igen. Jeg samler altid mine klemmer ind samtidig med jeg går sporet med hunden.
Så snart hunden har fanget ideen med sporet kan vi øge kravene. Start evt. med en blød bue; men fortsat samme længe. Så et længere spor med en snævrere bue. Når vi starter på knæk går vi igen tilbage til helt korte spor. Ideen er at vi skal gå langsom frem og hunden skal hver gang have succes. Vi må kun øge sværhedsgraden på et punkt af gangen (her tænker jeg på, længden, liggetiden, buer, knæk o.s.v.)

Lav en startrutine.

Inden vi skal til at gå spor med hunden skal vi beslutte os for en startrutine. En rutine som hver gang viser hunden at nu skal vi i gang med et spor. Vi laver en rolig rutine som både psykisk og fysisk trækker hunden i arbejdstøjet. Min egen rutine foregår på følgende måde. Ca. 6-8 meter fra startstedet sætter jeg hunden af, med den almindelige line på. Jeg går så selv frem og undersøger stedet – stille og roligt. Så går jeg tilbage til hunden og tager halsbånd og line af og giver den i stedet sele på. Jeg ruller sporlinen helt ud sætter den i selen.

Jeg smider så mine handsker foran hunden og går igen lidt rundt og undersøger terrænet. Så går jeg tilbage og tager handskerne på og går så umiddelbart frem til anskudsstedet og sætter mig på hug og peger på jorden. Nu kommer hunden helt af sig selv og viser interesse for det jeg har fundet. Nu siger jeg ”find dyret” og lader hunden starte sporet. Jeg følger ikke efter før den er næsten helt ude i linens længde. Alt dette selvfølgelig fordi hunden skal lære at koncentrere sig og tage sig god tid til at optage den rigtige fært. Samtidig har jeg nu meget stor forskel på denne opgave (at følge blodspor) og andre spor og apporterings opgaver jeg stiller hunden. Den ved nu præcist, når vi har dette ”arbejdstøj” på og udfører dette ritual, samtidig med kommandoen "find dyret", hvad opgaven går ud på.

Når vi begynder at gå døgngamle spor er det også tid for ændring af startrutinen. Ved 20 timer prøven får man ikke anvist sporstart "anskudsstedet"; men udpeget et område på 20x20 meter, hvori et eller andet sted sporet starter. Vi starter med at ændre den sidste del af startrutinen, hvor vi normalt hat sat os på hug og peget på sporstart. Nu sætter vi os nu et par meter fra sporstart og sørger for at have vinden imod os. Når hunden kommer frem finder den ikke, som den plejer, sporstart lige foran os; men begynder instinktivt at søge fremad, hvilket vi roser den for og hvis vi ikke ha lavet afstanden for stor finder den hurtigt sporstart. Det er så bare om langsomt at øge afstanden til sporstart i forhold til hvor vi starter hunden. Samtidig skal vi vænne hunden til at vikke ikke sidder ned når vi starter. Vi skal jo nå frem til at kunne afsøge "boksen" som er 20x20 meter. Husk at starte op mod vinden og lad hunden dække hele bredden ved at gå fremad i sigsag. Når hunden finder starten holder vi den roligt tilbage og går frem til den, kigger på hvad den har fundet og bekræfter så hunden i det er sporstart ved at sige find dyret. Det er også en god bekræftelse til os som hundefører at se blodet, hvor hunden starter. På virkelige eftersøgninger skal man som hundefører også have tid til at vurdere pürchtegnene og dermed kunne danne os et overblik over, hvilken type anskydning vi skal igang med.

Hunden går spor.

Vores vigtigste opgave er nu at føre remmen og lade hunden arbejde selvstændigt. Lad hunden få rigelig tid på sporet og koncentrer dig om remføringen.

Så længe hunden arbejder på sporet følger vi med. Hvis hunden går af til en af siderne stopper vi op og bliver stående. Hunden skal have lov at gå i cirkel, for at finde tilbage igen. Lad så vidt muligt hunden selv finde tilbage, hvis den mister kontakten med sporet. Man kan evt. opfordre og annimere hunden ved at sige find dyret. Man skal ikke lade hunden gå længere væk fra træningssporet en det linens længde tillader. Standser hunden op og løfter hovedet, står vi stille.

Husk på træningssporet har vi overtaget, vi ved jo hvor sporet går og hunden skal selv genoptage sporet igen. Skal hunden have hjælp for at finde tilbage, måske fordi den er gået af på frisk fært, går vi tilbage til det sted på sporet, hvor vi med sikkerhed ved hunden var på sporet. Hold en ligge pause og start den igen. Er der fortsat problemer det samme sted skal vi ikke blive ved; men gå frem på sporet og starte hunden her ved at pege på sporet og sige find dyret.
Vi skal så hjem og granske hvad det var som fik hunden til at gå af sporet. Det er vigtigt at hunden fra starten lærer at den skal gå på den fra startstedet anviste fært og ikke andet.
Når hunden kommer frem til "dyret" skal den have lov at ruske det og den skal selvfølgelig have rigelig ros. Om man samtidigt vil give hunden godbidder er en smagessag. Det vigtigste er at hunden synes det er sjov at finde "dyret" og det derfor er værd at arbejde for. Personligt leger jeg bide og trække leg med skindet og giver herefter hunden nogle godbidder i bytte for det.

Tænk på om det der ligger for enden af sporet og det som sker der er motivation nok. Roser du tilstrækkeligt. Har du lagt en gammel tør dyreklov gider hunden måske ikke røre den og det giver jo ikke megen motivation til at følge et spor 400 meter eller mere for at finde en "et gammelt tørt ben" !!

Se mere om at gå spor her

Opbyg et fornuftigt træningsforløb.

Som hunden bliver dygtigere øger kravene gradvist, så den får en passende udfordring; det er vigtigt at vi ikke øger kravene på flere områder af gangen. De forhold som har indflydelse på sværhedsgraden er:

• Sporets liggetid
• Sporets længde
• Knæk etc. På sporet
• Vejret
• Terrænet beskaffenhed
• Forstyrrelser

Schweissprøverne.

Hvis målet er kravene til de officielle schweissprøver er sporet på den første prøve 400 meter, med to vinkelrette knæk, et sårleje, min.3 timer gammelt og man får anvist anskudsstedet (startsted). Til den næste skal sporet være min. 20 timer gammelt, have to vinkelrette knæk, et sårleje efter ca. 200 meter og i et af knækkene er der en tilbagegang. Anskudsstedet er ikke markeret; men man får anvist et område på 20x20 meter, indenfor hvilket sporet starter. Se hele reglementet for DKK's schweissprøver på DKK's hjemmeside

Du er velkommen til at udskrive dennne PDF version til eget brug.
Teksten er copi right beskyttet ifølge Dansk lov om ophavsret og må ikke offentliggøres uden tilladelse.

Tilbage til forsiden